Kodanska overrækker kongeparret kunstværk med særlig personlig fortælling

Fotograf: Simon Meyer

Torsdag d. 22. august besøgte Kongen og Dronningen Vejle på deres årlige sommertogt med Kongeskibet, hvor Kodanska, som er en del af Dansk Design Invests brandportefølje, fik den store ære at overrække et helt særligt kunstværk til kongeparret - et værk med en interessant historie, der trækker tråde til både Danmark og Australien. 

Værket er en specialdesignet udgave af Faith-vasen, som er et af brandets mest karakteristiske produkter, hvor designer Marie Graff har inkluderet kongeparrets unikke historie og tilhørsforhold. Som en del af vasen er sand fra både Vejle og Tasmaniens kyster drysset ind i glasset som et symbol på de forenede rødder mellem Danmark og Australien, som Kongen og Dronningen repræsenterer.

 

En unika bliver skabt

Kunstværket til kongeparret er mundblæst i Tjekkiet, hvor Kodanska producerer alle sine unikke produkter. I samarbejde med de dygtige glaspustere har Marie Graff, med fokus på de mindste detaljer, skabt den unikke vase.

"Vasen er skabt i fri hånd og håndklippet i toppen. Processen er magisk, og det endelige resultat er uforudsigeligt, da hver enkelt klump glas formes og har sin egen vej og rejse til det endelig udtryk. Netop derfor er replika af mundblæst glaskunst ikke muligt." Påpeger designer Marie Graff.

Kunstværket er en videreudvikling af Faith-vasen, som fås i forskellige størrelser og farver. Alle med det til fælles, at de har et uforudseligt udtryk, takket være den særlige fremstillingsproces.

 

Not everything or everybody fits in a box 

I skabelsen af kunstværket formede vasen sig organisk og naturligt, og den skønhed og uforudsigelighed, der opstår i processen med glaspustningen, kom også til udtryk med dette værk. Det viste sig nemlig, at vasen var blevet for stor til den forudproducerede specialemballage. Det synes skaberen bag vasen kun bidrager med ekstra værdi. 

"Jeg synes, at det passede så smukt - not everything or everybody fits in a box. Jeg kunne have valgt at lave kunstværket på ny, men jeg synes, at dette twist fuldendte historien. For det er jo netop det, som det hele handler om; At vi tør være os selv, at vi tør være unikke og se det smukke i dem, vi er, og ikke bruge så mange kræfter på, om vi passer ned i en kasse." Slutter Marie Graff.

 

Kodanska er et dansk designbrand, grundlagt af Marie Graff, der er kendt for sine håndlavede glaskreationer. Brandet kombinerer nordisk minimalisme med farverig elegance og skaber unikke og funktionelle boligprodukter såsom glasvaser og drikkeglas. Kodanska betyder "Københavnsgade" på tjekkisk, hvilket afspejler Maries tid i Prag og hendes kærlighed til skandinavisk design.

Næste
Næste

Dansk Design Invest x 3daysofdesign